Netværk for dig med mange kasketter
I en mindre virksomhed er der sjældent langt fra den ene opgave til den næste. Det ene øjeblik arbejder du med marketing, det næste med HR, salg, administration eller planlægning – og måske er du samtidig den, kollegerne går til, når noget skal løses.
UdviklingVejens netværk for dig med de mange kasketter er for medarbejdere og ejere i mindre virksomheder, som har en bred rolle og mange forskellige ansvarsområder.
Her møder du andre, der kender hverdagen med at skulle favne bredt og skifte mellem mange forskellige opgaver. Netværket giver dig et sted, hvor du kan hente inspiration, dele erfaringer og få nye perspektiver på de udfordringer, du står med i hverdagen.
Vi tager fat i relevante og praksisnære emner på tværs af eksempelvis HR, kommunikation, marketing, salg, struktur og udvikling. Det handler ikke om at være specialist i det hele – men om at blive bedre rustet til at håndtere de mange forskellige kasketter, rollen kræver.
Du får et fortroligt rum med mulighed for sparring, nye idéer og relationer til andre lokale virksomheder – og forhåbentlig går du hver gang hjem med noget, du konkret kan bruge i din egen virksomhed.
Kort sagt: Et netværk for generalisten, multikunstneren og problemløseren, der får mange forskellige ting til at ske i virksomheden.