UDVIKLINGVEJEN

14-årige Lasse fandt mening uden for klasselokalet

UDVIKLINGVEJEN

Fra skoletræt til stærk i benene: 14-årige Lasse fra Vejen fandt glæden ved at bruge hænderne

Fremtidens håndværkere findes i 8. klasse. Direktør i Vejen ser juniormesterlæren som en livsvigtig investering

”Det er spændende at arbejde med tingene, pudse dem og samle dem – dejligt at bruge hænderne og skabe noget nyt,” siger 14-årige Lasse, der er i juniormesterlære hos Envo-Dan i Vejen.

I produktionshallen summer maskinerne, en medarbejder i sort arbejdstøj bugserer et gigantisk gråt stålrør ind i hallen ved hjælp af en gul kran helt oppe i loftet. En svag duft af stål mærkes, og ved en stor metalfarvet port fanges blikket af grønne maskiner, der ligner forvoksede plæneklippere. Men det handler om ukrudtsbrændere, på vej ud til økologiske landmænd og kommuner over hele verden.

Midt i det hele står Lasse, koncentreret samler han rør og plader til ”slusekapper”, for at lave et godt job. Han er i gang med en af sine første opgaver som juniormesterlærling.

Hos Envo-Dan mødes mange års erfaring med den nye lærlings nysgerrighed. Virksomheden har netop fejret sit 30-års jubilæum. Deres ukrudtsbrændere til økologiske landmænd er populære verden over, fordi de med en særlig dansk teknologi reducerer gasforbruget med op til 40 % og dermed også udledningen af CO2.

Pause fra skolebænken

”Det er rart med en pause fra skolen, hvor undervisningen gik hen over hovedet, jeg var nok blevet lidt skoletræt. Men her giver det hele mening – jeg forstår tingene bedre. Jeg kan godt lide at bruge mine hænder, det er det mest spændende,” siger Lasse S. Christensen, der kom i juniormesterlære hos Envo-Dan lige efter sommerferien.

De første dage på jobbet var en hård omvæltning for Lasse, men efter en uge begyndte det at gå bedre.

”Jeg var simpelthen træt i benene af at stå op en hel dag, men nu er jeg blevet stærkere i benene. Jeg er glad for at være her – vi snakker om alt muligt, når vi spiser frokost,” siger Lasse.

Lasse bidrager også med viden den anden vej. En dag hjalp han en kollega med at finde et digitalt værktøj på telefonen – et eksempel på, hvordan de unge bringer kompetencer med ind.

Virksomhedens investering i fremtiden

Mens Lasse får ny læring i hænderne, betragter direktør Ole B. Jensen den nye ordning som en direkte investering i fremtidens arbejdskraft.

”Der er mange unge med en praktisk begavelse – men den passer ikke så godt ind i gymnasiet. Derfor skal vi hjælpe dem over i fag, hvor de både trives og gør en forskel”, tilføjer Ole B. Jensen.

Virksomheden og kollegerne skal bruge tid og kræfter på at sætte den unge ind i opgaverne på virksomheden. Men det er en investering i fremtiden, fordi det er ganske svært at finde unge, der vil starte på en virksomhed som lærling.

”De unge mangler i dag et praktisk tilhørsforhold. Måske er det fordi de ikke længere skiller knallerten ad, som vi gjorde, eller fordi de ikke længere kommer så meget ud i de praktiske erhvervspraktikker? Derfor mangler vi en pipeline af medarbejdere. Jeg vil gerne se sådan nogle som Lasse tilbage her om nogle år, vi andre bliver jo alle ældre, og nogen skal tage over,” siger han med et jysk smil.

UdviklingVejen binder tingene sammen

“Juniormesterlæren er en god ordning. Den vil jeg anbefale andre virksomheder at gøre brug af. Det er positivt, at UdviklingVejen har været som et bindeled mellem skolerne og os” tilføjer Ole B. Jensen. 

Han peger på, at ordningen bør ændres, så juniormesterlæren er der hver dag den første uge, i stedet for kun en eller to dage om ugen. “Så har eleven prøvet stedet, mødt kollegerne og kan mærke, om det er det rigtige for ham eller hende. Det giver både tryghed og bedre afstemning af forventningerne for begge parter,” siger Ole B. Jensen.

For chefkonsulent Annette Heard fra UdviklingVejen er juniormesterlæren en vigtig del af den erhvervsrettede ungeindsats, der skal skabe kobling mellem unge, skoler og erhvervsliv – gennem fritidsjob, elevpladser eller lærepladser.

”I Lasse og Envo-Dans tilfælde var juniormesterlæren et ønske fra Lasses far, Kell Christensen og Grønvangsskolen, der tog fat i os. Sammen med skolen tog vi ud på virksomheden for at gennemgå fakta, regler og kontrakt – det var et godt samarbejde mellem Grønvangsskolen, Envo-Dan og os,” siger Annette Heard, der opfordrer alle andre skoler til at ringe om mulighederne i juniormesterlæren eller andre samarbejder mellem skole og erhvervsliv.

 

 

Fakta om ENVO-DAN ApS

  • Etableret: 1995 – har netop fejret 30-års jubilæum
  • Hjemsted: Vejen, Danmark.
  • Aktivitet: Fremstilling af professionelle ukrudtsbrændere til økologiske landmænd og kommuner
  • Ledelse: Direktør er smedemester Ole B. Jensen.

Fakta om Juniormesterlæren

  • Hvad er det? En frivillig praktikordning for folkeskoleelever i 8. og 9. klasse, som ønsker en praktisk orienteret skolegang
  • Formål: At give elever, der trives bedst med praktisk arbejde, ny motivation og en tidlig introduktion til det erhvervsfaglige miljø. Målet er at øge rekrutteringen til erhvervsuddannelserne
  • Varighed/Omfang: Typisk et halvårligt forløb med faste, ugentlige praktikdage, hvor eleven er tilknyttet en virksomhed
  • Rolle for virksomheden: Virksomheder som Envo-Dan får mulighed for at lære potentielle lærlinge at kende tidligt og medvirker til at sikre fremtidens kvalificerede arbejdskraft
  • Rolle for skolen: Skolen sikrer, at de faglige krav stadig opfyldes
  • Rolle for UdviklingVejen: UdviklingVejen hjælper skolen med at finde en egnet virksomhed og med at matche virksomhed og elev

 

Læs mere hos UdviklingVejen om juniormesterlære og erhvervsrettet ungeindsats.

Bliv ringet op af UdviklingVejen

Se flere indlæg

+45 7384 8500
info@udviklingvejen.dk
Facebook
Linkedin