mini-skills-2026-vejen

550 elever prøver kræfter med fagene i MiniSkills

Omkring 550 elever fra 7. klasse i Vejen Kommune får en anderledes skoledag, når de deltager i MiniSkills i Medius Holsted. Her bliver bøgerne lagt væk til fordel for praktiske opgaver, hvor eleverne kan afprøve en bred vifte af erhvervsfag.

På 29 stande kan de unge blandt andet prøve kræfter med smedearbejde, VVS, laboratorieopgaver, landbrug og servicefag – guidet af både faglærte og lærlinge. Formålet er at give eleverne en konkret og hands-on oplevelse af fagene og samtidig åbne deres øjne for lokale karrieremuligheder.

Arrangementet er et samarbejde mellem Vejen Kommune, CampusVejen og UdviklingVejen samt lokale virksomheder og skoler. Målet er at styrke interessen for erhvervsuddannelser og sikre fremtidens arbejdskraft ved at give de unge tidlige erfaringer med det praktiske arbejdsliv.

Du kan læse den fulde artikel på JV.dk:
https://jv.dk/vejen/550-elever-dropper-boegerne-en-dag-kan-aendre-deres-valg

Læs mere hos UdviklingVejen om arrangementer og ungeindsatsen.

karina-og-karsten-fra-ribehøj-biohotel-og-vingaard-med-deres-pris

Modigt sats på vin sikrede Erhvervsprisen 2026

Karina og Carsten Kjær fra Ribehøj Biohotel & Vingaard er blevet kåret som vindere af Erhvervsprisen 2026 i Vejen Kommune. Prisen blev uddelt ved UdviklingVejens årsmøde, hvor deltagerne selv stemte dem til tops.

Virksomheden har markeret sig ved at kombinere hotel, gastronomi og egen vinproduktion i ét samlet koncept. Især investeringerne i vinmarker og vineri fremhæves som et modigt valg, der har styrket både forretningen og områdets tiltrækningskraft. Samtidig peges der på et stærkt medarbejderengagement, hvor arbejdspladsen opleves som mere end bare et job.

Prisen er et eksempel på, hvordan innovation og risikovillighed kan omsættes til vækst og oplevelser, der rækker ud over kommunegrænsen.

Du kan læse den fulde artikel på JV.dk:
https://jv.dk/vejen/karina-og-carstens-modige-valg-gav-dem-prisen-de-ved-allerede-hvad-pengene-skal-gaa-til

Læs mere hos UdviklingVejen om erhvervsprisen og turismeudvikling.

”Vi er mere end en kassekredit – vi er en samarbejdspartner”

Når virksomhederne i Vejen Kommune samles til årsmøde hos UdviklingVejen den 18. marts, sidder Jyske Bank med ved bordet som hovedsponsor. For markedsdirektør Cim Grene Jyske Bank Sydvestjylland Erhverv handler sponsoratet om mere end synlighed – det handler om at være tæt på erhvervslivet i området.

”Vejen har gennem mange år markeret sig stærkt som erhvervskommune, og vi ønsker fortsat at være en aktiv del af den fremtidige udvikling”

”Vi har samlet vores stærkeste kompetencer i erhvervscentret i Esbjerg, netop fordi erhvervsområdet er komplekst og specialiseret. Men det betyder ikke, at vi er langt væk fra kommunens erhvervsliv. Vi er fortsat lokalt forankret, og for os er det afgørende at virksomhederne i området kender Jyske Bank som en stærk medspiller” – fortæller Cim Grene.

Fokus og rettidig omhu i 2026

Trods international usikkerhed og uroligheder i Mellemøsten, oplever markedsdirektøren en ukuelig optimisme i det sydvestjyske. Der er gang i aktiviteterne, selvom virksomhederne er blevet mere velovervejede.

”Virksomhederne klarer sig godt, men vi ser, at forarbejdet til investeringer bliver mere grundigt. Det afspejler en sund og ansvarlig virksomhedskultur i en urolig og omskiftelig tid. Vores rolle er at være den langsigtede samarbejdspartner, der hjælper med at lægge planerne og håndtere risiciene, så de ikke bliver til problemer.”

Relationer i højsædet

Selvom den finansielle verden bliver stadig mere digital, holder Jyske Bank fast i værdien af det fysiske møde. ”De fysiske møder ligger dybt i vores dna. Vi tror på værdien af at møde virksomhederne i deres hverdag og skabe aftaler på tværs af bordet – det er en central del af vores tilgang til kunderne” – siger Cim og fortsætter

” Det er vigtigt for os, at kunderne kender os, og at vi kender dem. Med sund fornuft, handlekraft og en uhøjtidelig tilgang tager vi udgangspunkt i både forretningen og mennesket bag – det er en grundlæggende del af vores værdier” – siger Cim Grene.

cim-grene-foran-jyske-bank
Selvom Jyske Bank er en af landets største, vægter de den lokale forankring tungt. Med base på Torvet i Esbjerg er banken en aktiv medspiller i det sydvestjyske erhvervsliv og støtter som hovedsponsor op om UdviklingVejens Årsmøde og Erhvervspris 2026.

En hyldest til de værdibaserede virksomheder

Som en del af komitéen for Erhvervsprisen 2026 har Jyske Bank været med til at støtte op om de tre finalister

” Vi vil gerne anerkende de virksomheder, der gør en forskel. Når vi kigger på finalisterne, ser vi ikke kun på deres resultater, men også på deres værdier. Hvordan ledes virksomheden? Gør de noget godt for samfundet, for eksempel inden for ESG? Det er vigtigt, at de virksomheder, der gør sig positivt bemærket, bliver set,” forklarer han.

Adspurgt om et godt råd til medlemmerne af UdviklingVejen, er Cim Grene klar i mælet:

“De bedste resultater opnås, når man bygger videre på egne styrker og samarbejder dér, hvor det øger værdiskabelsen” – lyder rådet fra Cim Grene til virksomhederne i UdviklingVejen.

Blå bog: Cim Grene

  • Stilling: Markedsdirektør, Jyske Bank Sydvestjylland Erhverv.
  • Drivkraft: ”Jeg brænder for den tætte kundedialog og for at skabe udvikling, både i virksomhederne og hos de mennesker, der driver virksomhederne”.
  • Privat: Bor med sin hustru og to børn.
  • Fritid: Frivillig fodboldtræner i den lokale klub og nyudklækket jæger.

Læs mere hos UdviklingVejen om erhvervsprisen og netværk.

skovly

Rettidig omhu i skovens dybe stille ro: Jønne leder efter den næste visionær til Skovly

Skovly ved Ribe er mere end bare et konferencecenter; det er et 45.000 kvadratmeter stort oplevelsesmekka med alt fra unik træ-domen til ukrainsk sauna. Selvom det går godt, har ejeren Jørgen ”Jønne” Hansen truffet en moden beslutning: Han vil finde sin efterfølger, mens legen stadig er god.

Når man ankommer til Skovly syd for Ribe, drages blikket straks mod landskabet. Det er ikke et traditionelt kursuscenter, man møder. Her blander store ottekantede te-huse sig med shelters, sportsbaner og gule hytter, der ligger strøet ud mellem træerne. I baggrunden rejser en imponerende konstruktion sig: ”Bål-domen”. Som en lille rund trædomkirke buer de massive træspær sig mod himlen og danner rammen om en af verdens mest unikke mødesale, hvor 60 mennesker kan samles omkring et centralt ildsted hvor der grilles med alle sanser i spil og uden røg i øjnene.

Det er her, midt i den friske luft og duften af træ, at Jørgen Hansen – i daglig tale Jønne – har skabt sit livsværk. Men efter 25 år som selvstændig, med den fortsat aktive catering-succes ”Jønnes Mad-event” og senere Skovly som forpagter og siden 2021 som ejer, er tiden kommet til refleksion.

”Jeg bliver jo ikke yngre,” konstaterer den 62-årige Jønne med et smil, mens han kigger ud over arealerne. ”Stedet kører fantastisk, og vi har masser af glade gæster, men netop derfor er det nu, planerne for fremtiden skal lægges.”

Fra coronakrise til high-end outdoor

Skovly har under Jønnes ledelse gennemgået en markant forvandling. Da pandemien lukkede landet, valgte han at træde på speederen frem for bremsen. Der blev investeret massivt i faciliteterne: nye senge, opgraderet indretning og en professionalisering af hele området.

Målet var at gøre Skovly til et ”high-end”-sted, der kan rumme alt fra teambuilding-forløb til eksklusive bryllupper, hvor brudeparret kræver både nærvær og kvalitet. Med 120 sovepladser, storkøkken og et wellness-område med vildmarksbade og en autentisk ukrainsk ”Banya”-sauna, er fundamentet støbt.

”Vi sælger oplevelser. Om det er østerssafari ved Vesterhavet, lerdueskydning eller spirituelle retreats med lydhealing, så er rammerne her. Det er et sted med sjæl, og det mærker folk,” fortæller Jønne.

En livsdrøm til salg

Beslutningen om at påbegynde et generationsskifte er ikke et farvel her og nu, men derimod et udtryk for rettidig omhu. Jønne er for nylig blevet medlem af erhvervsorganisationen UdviklingVejen, og her har dialogen med erhvervschef Christian Nørup bekræftet ham i strategien.

”Når man runder 60 år, er det netop det rigtige tidspunkt at starte planlægningen. Man skal gerne starte 3-5 år før, man ønsker at stoppe,” forklarer Christian Nørup. ”Ved at forberede virksomheden nu, sikrer Jønne, at Skovly kan fortsætte sin vækst under nye ejere, uden at det hele afhænger af hans direkte ledelse fra dag ét.”

Jønne leder ikke kun efter en køber eller forpagter, men efter et menneske med den rette profil. Det kunne være et ægtepar med en drøm om eget sted, en kok eller en slagter med mod på værtskab, eller en visionær iværksætter, der ser potentialet i at udvide med glamping, camper-parkering eller endnu flere koncepter. Der er god plads på området.

jønne-foran-et-sneklædt-skovly
Jørgen ’Jønne’ Hansen foran de karakteristiske gule hytter på Skovly. Med 120 sengepladser og 45.000 kvadratmeter natur er der plads til alt fra intime bryllupper til store firmaevents

En hjælpende hånd i overgangen

Selvom Jønne gør klar til at give stafetten videre, er han ikke på vej på pension i morgen. Han tilbyder at indgå i en overgangsordning, enten som hjælper, aktivitetsansvarlig eller endda som partner i en periode.

”Der er masser af ordrer i bogen og rig mulighed for at ekspandere yderligere. Jeg vil bare gerne se det her sted blomstre i mange år fremover,” siger han. Med til ejendommen hører også en privatbolig på 200 kvadratmeter, hvilket gør det muligt for nye ejere at flytte direkte ind i drømmen.

For Jønne handler det om at finde nogen, der vil føre ånden videre – med samme kærlighed til de glade gæster og de gode serviceoplevelser, som har defineret Skovly i hans tid.

Fakta om Skovly:

  • Areal: 45.000 m2 ved Ribe.
  • Kapacitet: 120 sovepladser (hytter, shelters, tipi-telte og værelser).
  • Faciliteter: Konferencesal til 100 personer, bål-dome, wellness m. sauna og vildmarksbade, storkøkken. To tilstødende bygninger på henholdsvis 200 og 100 m2
  • Aktiviteter: Teambuilding, østerssafari, lerdueskydning, kano og meget mere.
  • Læs mere: skovly.net

 

Læs mere hos UdviklingVejen om ejerskifte og forretningsudvikling.

udviklingvejen-aarsmoede

Tre stærke profiler kæmper om Erhvervsprisen 2026

Tre meget forskellige virksomheder er nomineret til Erhvervsprisen 2026 i Vejen Kommune, som uddeles i forbindelse med UdviklingVejens årsmøde den 18. marts. Fælles for dem er, at de hver især bidrager til vækst, innovation og arbejdspladser i området.

De nominerede tæller BSV Krantilbehør A/S, der kombinerer lokal produktion med international eksport, Metalsliberiet KVALI SLIB ApS, som arbejder strategisk med specialiseret produktion og arbejdskraft – herunder international rekruttering – samt Ribehøj Biohotel & Vingaard, der har udviklet en samlet oplevelsesdestination med fokus på turisme, gastronomi og vinproduktion.

Tilsammen viser de tre finalister bredden i det lokale erhvervsliv – fra industri til oplevelsesøkonomi – og hvordan forskellige styrkepositioner kan skabe udvikling i kommunen.

Du kan læse den fulde artikel på JV.dk:
https://jv.dk/vejen/industri-mod-vin-hvem-snupper-erhvervsprisen

Læs mere hos UdviklingVejen om erhvervsnetværk og virksomhedsudvikling.

skjern-bank

Skjern Bank går mod strømmen: ”Man skal ikke vente 14 dage på et svar”

Mens mange pengeinstitutter lukker lokale filialer og samler rådgivningen i store centre, vælger Skjern Bank den modsatte vej. Med et stærkt hold i Bramming og fast kontortid i Vejen Idrætscenter satser banken på hurtig beslutningskraft og personligt nærvær.

I en tid, hvor Teams-møder og digitale selvbetjeningsløsninger fylder stadig mere, holder Skjern Bank fast i en klassisk værdi: Det personlige møde. Banken, der har halvdelen af sine 11 afdelinger placeret langs Vestkysten, mærker en tydelig efterspørgsel på lokal tilgængelighed – ikke mindst i Vejen Kommune.

”Vi ser andre pengeinstitutter lukke deres lokale afdelinger, men vi vil gerne være tæt på og være en del af byen,” fortæller Michael Esbjerg Thomsen, der i 2024 satte sig i stolen som afdelingsdirektør for Skjern Bank i Bramming. ”Det personlige nærvær giver noget helt særligt. Man forstår hinanden bedre, når man kan se hinanden i øjnene.”

Handlekraft i hverdagen

For Skjern Bank er handlekraft ikke bare et ord på væggen; det er selve fundamentet for deres rådgivning. I en travl hverdag for en erhvervsdrivende er tid penge, og her vil banken være en medspiller, der ikke bremser processerne.

”Vi kan handle hurtigt og give ofte kunden svar med det samme. Man skal ikke vente 14 dage på en beslutning hos os. Man kan ringe direkte til sin rådgiver, og vi tager de nødvendige beslutninger uden unødig ventetid,” forklarer Michael Esbjerg Thomsen.

Banken i Bramming tæller 19 medarbejdere, der primært bor lokalt. De dækker alt fra pension og investering til boligkøb og erhvervsrådgivning for små og mellemstore virksomheder.

Fra iværksætterdrøm til vækst

Skjern Bank har gjort det til en mærkesag at støtte både de helt nystartede og de etablerede virksomheder i Vejen. Som sponsor for UdviklingVejens Nytårskur understreger de deres engagement i det lokale erhvervsliv.

Hver den første torsdag i måneden rykker banken desuden ind i Vejen Idrætscenter med et hold af rådgivere, hvor alle er velkomne til en uformel snak.

”Det er fantastisk at se en nystartet virksomhed løfte sig og begynde at ansætte medarbejdere. Vi vil gerne være sparringspartnere om hele virksomheden – lige fra bogholderi og fakturering til hvordan man finansierer væksten og får sit nye domicil,” siger Michael Esbjerg Thomsen.

michael-esbjerg-thomsen-direktør-skjern-bank
Afdelingsdirektør Michael Esbjerg Thomsen står i spidsen for Skjern Bank i Bramming, der som sponsor for årets Nytårskur prioriterer at være fysisk til stede for virksomhederne i Vejen-området.

Mennesket bag direktørposten

Michael Esbjerg Thomsen er selv rundet af det lokale. Han er født og opvokset i Hunderup ved Bramming, og han bor stadig i nærområdet med sin hustru og deres to børn. Han er uddannet finansøkonom og har en HD i finansiel rådgivning, men det er de menneskelige relationer og udviklingen, der driver ham.

”Det er fedt at se, hvordan både kunder og medarbejdere udvikler sig sammen. Vi kan alle blive bedre hver dag,” lyder det fra direktøren.

Når Michael ikke rådgiver om likviditet og investering, finder man ham ofte på en cykel. Han har tidligere besejret det berygtede franske bjerg Mont Ventoux, og næste mål er det legendariske italienske bjergpas Stelvio.

”Det er godt at sætte sig mål – både på cyklen og i banken. Vi har brug for noget at stræbe efter,” slutter han.

Kort om Skjern Bank i Bramming/Vejen

  • Lokal tilstedeværelse: 19 medarbejdere i Bramming-afdelingen.
  • Træffetid i Vejen: Hver første torsdag i måneden kl. 14.00-17.00 i Vejen Idrætscenter.
  • Målgruppe: Private samt virksomheder (SMV-segmentet).
  • Værdier: Handlekraft, ordentlighed, kundefokus og nærvær.

Læs mere hos UdviklingVejen om erhvervsprisen og netværk.

rasmus-ved-vejen-centrum

Lokale rødder og juridisk tyngde: Penta Advokater er erhvervslivets rådgiver i Vejen

Midt på torvet i Vejen, i rødstensbygningen direkte overfor den klassiske banegård, finder man et af Syddanmarks største advokathuse. Her er generationsskiftet i fuld gang, og mens ansigterne bliver yngre, forbliver værdierne de samme: Ordentlighed, øjenhøjde og et urokkeligt fokus på det lokale erhvervsliv.

Når man træder ind på 2. sal hos Penta Advokater, mødes man af lyse kontorer prydet med farvestrålende danske litografier og rækker af juridisk faglitteratur. Det er her, advokat Rasmus Schack Larsen tager imod med et fast håndtryk. Selvom Penta i dag har over 60 medarbejdere fordelt på seks byer, er det her i Vejen, at hjertet banker stærkest.

Et naturligt generationsskifte

Penta Advokater i Vejen står midt i en spændende brydningstid. Et naturligt generationsskifte er i gang, hvor de kendte kræfter gradvist giver depechen videre til et nyt kuld af yngre advokater med lokale rødder i Vejen Kommune.

“Man skal måske vænne sig til at møde lidt yngre ansigter i det lokale erhvervsliv, men det er ofte folk, der allerede er kendte i bybilledet. For os er det afgørende, at vi fortsat er en del af lokalsamfundet – at vi er med i foreningerne, køber ind i Brugsen og tager ansvar for udviklingen i Vejen Kommune,” fortæller Rasmus Schack Larsen.

Historien om Penta starter helt tilbage i 1905, og virksomheden har haft en finger med i spillet i næsten alle lokale erhvervsmæssige milepæle siden de første fabrikker skød op i området. I dag er det et full-service advokathus, der betjener alt fra private til større virksomheder, men med et særligt fokus på de små og mellemstore virksomheder (SMV).

Orden i penalhuset i en urolig verden

Selvom fundamentet er lokalt, rækker Pentas ekspertise langt. Hvis en sag kræver specialviden, trækker de på specialister fra deres teams i hele Syddanmark. Lige nu mærker de især én tendens hos kunderne: Et behov for tryghed.

“Der er en stor uro i verden lige nu, og det betyder, at der skal være styr på aftalerne. Der skal være orden i penalhuset,” forklarer Rasmus.

rasmus-schack-larsen
Orden i penalhuset: "Vi hjælper folk med det der har betydning og indflydelse på deres hverdag – de vigtige formaliteter," fortæller advokat Rasmus Schack Larsen. Hos Penta Advokater mærker man i øjeblikket et øget behov for juridisk sikkerhed og klare aftaler i en ellers urolig verden.

Fødselshjælpere for iværksættere

Penta Advokater er ikke kun til for de etablerede virksomheder i kommunen. Som en del af deres engagement i UdviklingVejen, hvor de netop er sponsorer for Nytårskuren og det kommende Årsmøde den 18. marts, prioriterer de også de helt nystartede.

Gennem Erhvervsvagten tilbyder Rasmus gratis juridisk vejledning til iværksættere i Vejen Kommune.

“Vi ser os selv lidt som fødselshjælpere. Det er en stor glæde at se de små virksomheder vokse, og vi hjælper dem med de vigtige formaliteter omkring selskabstyper, kontrakter og de første ansættelser, så de får det rigtige fundament til deres drøm,” siger han.

Fra klaverkoncerter til stuklofter

Rasmus Schack Larsen er selv født og opvokset i en landbofamilie i Vejen Kommune. Efter jurastudier i Aarhus trak rødderne ham uundgåeligt hjem igen. Privat er juraen skiftet ud med kreative sysler.

Som ung spillede han pop og rock i et band, men i dag er det den klassiske musik på klaveret, der fylder fritiden – både som adspredelse og ved lejlighedsvise koncerter i kirker.

“Musik er ren terapi for mig. Det er en fantastisk måde at slå helt fra på,” fortæller han.

Når fingrene ikke rammer tangenterne, bliver de brugt på renovering af et gammelt hus, hvor stuklofter, paneler og vindueskit kræver en kærlig hånd. Her bor han sammen med sin kæreste Ida, der er litteraturformidler på Varde Bibliotek.

 

Fakta om Penta Advokater

  • Grundlagt: 1905 i Vejen.
  • Størrelse: Over 60 medarbejdere fordelt på kontorer i Vejen, Esbjerg, Kolding, Grindsted, Ribe, Herning og Varde.
  • Specialer: Full-service advokathus med ekspertteams inden for både privat- og erhvervsret.
  • Aktuelt: Sponsor for UdviklingVejens Nytårskur 2026 og Årsmødet den 18. marts.

Læs mere hos UdviklingVejen om erhvervsprisen og netværk.

peter-og-hulya-taler

Fra uoverskueligt ”bøvl” til grøn konkurrencefordel: Snedkergården knækkede ESG-koden

Snedkergården A/S ved, at de grønne krav er på vej, også for små virksomheder, og man vil gerne være på forkant. Men Snedkergården vidste til gengæld ikke, hvordan man skulle gribe sagen an. Projektet kom i gang via en matchmaking med UdviklingVejen, en ekspert fra virksomheden Reccura og en tilskudspulje fra Erhvervshus Sydjylland, der gjorde regningen overskuelig. Nu står tømrermester Peter Knudsen snart med sit færdige klimaregnskab og ESG-rapport samt en skabelon til fremtiden.

Når man driver en tømrervirksomhed med 15 ansatte, fyldes hverdagen mere med administration, lærlinge og kommunikation end med komplekse EU-direktiver. Sådan er det også for Peter Knudsen, tømrermester hos Snedkergården i Brørup. Men selvom virksomheden har travlt, har Peter Knudsen længe haft et øje mod horisonten: ESG og klimaregnskaber.

”Vi vidste jo reelt ikke, hvem vi skal gå til, eller hvor vi skal hente ressourcerne til at udarbejde en ESG-rapport. Vi vil helst ikke bruge tid på noget, vi ikke er eksperter i – tid, der skal tages fra det, vi reelt er gode til,” forklarer Peter Knudsen.

Vendepunktet kom under et ”360-graders besøg”, der handler om muligheder for vækst og om at sikre kvalificeret arbejdskraft. Da snakken faldt på virksomhedens grønne ambitioner, anbefalede erhvervsdirektør Martin Svane fra UdviklingVejen mulighederne for tilskud via puljen SMV:Grøn via Erhvervshus Sydjylland, der netop skal hjælpe danske virksomheder til et grønt løft.

Matchmaking med mening
For UdviklingVejen handler det om at hjælpe medlemmer med at søge midler og parre deres behov med lokale eksperter:

”Vi har specialisterne lige i nærheden. Ved at koble Snedkergården sammen med Reccura, sikrer vi, at virksomhederne får den rådgivning, de mangler, for at komme videre med fx grønne omstilling,” fortæller Martin Svane.

Specialisten i dette tilfælde var Hülya Ucar fra Reccura. Hun kender alt til ejerledere, der har travlt med driften:

”Mange orker ikke selv at dykke ned i de besværlige regler. Vi gør bøvlet nemt og hjælper med alt fra det administrative i processen med at ansøge til at sætte selve rapporten op på en måde, så virksomheden ikke bliver afhængig af en konsulent fremover,” forklarer Hülya Ucar.

Hjælp til regningen: En investering på 9.000 kroner
Gennem programmet SMV:Grøn lykkedes det Reccura og Snedkergården at skaffe en pulje på 60.000 kroner til projektet. Snedkergården skulle selv stille med en egenbetaling på 9.000 kroner for at få lavet et professionelt ESG- og klimaregnskab efter EU-standarderne samt udvikle deres kompetencer inhouse.

”Uden hjælpen var vi aldrig kommet i gang. Hülya er god til at omformulere lovsproget til noget, vi praktikere kan bruge til noget. Hun har givet os en ramme, vi selv kan vedligeholde næste år; men jeg er åben for et fast samarbejde, så vi altid bliver opdaterede på nye krav,” siger Peter Knudsen.

peter-knudsen-fra-snedkergaarden
Tømrermester Peter Knudsen på værkstedet hos Snedkergården. Med hjælp fra UdviklingVejen og Reccura har han fået gjort det komplekse klimaregnskab håndgribeligt: ”Vi tog i forvejen et socialt ansvar og har alle tal, og vi er sikre på, at den nye ESG-dokumentation giver en konkurrencefordel i fremtiden” siger han

Mere end bare CO2
For Snedkergården, der blev grundlagt i 1973 og gennemgik generationsskifte i 2014, er ESG ikke bare tal på papir. Det handler også om den sociale bundlinje (S’et i ESG). Virksomheden tager et socialt ansvar med lærlinge, erhvervspraktikanter, skolebesøg og donationer af spildtræ til de lokale skoler.

”Vi opfører os ordentligt, og nu kan vi dokumentere det. Når jeg har rapporten med i tasken, kan jeg vise bygherrer og kunder, at vi tager ansvar. Det tror jeg på bliver en konkurrencefordel, når vi skal vinde fremtidens opgaver,” lyder det fra tømrermesteren.

Gode råd til kollegerne
Som medlem af hovedbestyrelsen for Træindustrien i DI ved Peter Knudsen, at mange små virksomheder allerede bruger for meget tid på administration og frygter at blive kvalt i en stigende mængde af krav om dokumentation. Hans råd er er:

”Kontakt UdviklingVejen og lad dem vejlede om tilskudsmuligheder, og pege på partnere, der kan hjælpe. Det sparer virksomhederne for ugevis af arbejde og gør os klar til fremtiden.”

Faktaboks: Få hjælp til din grønne omstilling

Læs mere hos UdviklingVejen om hjælp til at søge midler og Erhvervsudviklingvejen 360.

jakob-instruerer-emilia

Ny vej for Emilia: Fra afslag til ny karrieremulighed

Emilia Nielsen stod uden læreplads som mekaniker, selvom hun havde fulgt sin plan. I stedet for at give op blev hun – med hjælp fra UdviklingVejen – introduceret til en alternativ vej gennem såkaldt substitutionsrekruttering, hvor unge matches med beslægtede fag, der mangler arbejdskraft.

Det førte til et praktikophold hos Krogsgaards Maskinværksted, hvor Emilia hurtigt viste sit potentiale. Allerede efter 14 dage blev hun tilbudt en læreplads som industritekniker. Hendes tekniske baggrund og praktiske tilgang viste sig at være et stærkt match i en branche med stort behov for lærlinge.

Historien illustrerer, hvordan fleksible løsninger og samarbejde mellem uddannelse og erhverv kan åbne nye døre for unge – selv når den oprindelige plan ikke lykkes.

Du kan læse den fulde artikel på JV.dk:
https://jv.dk/vejen/laerepladsen-som-mekaniker-glippede-nu-er-emilias-fremtid-pludselig-i-spil

Læs mere hos UdviklingVejen om rekruttering og lærepladser.

Mads & Stine fandt en stærk medspiller i hverdagen

Mange små erhvervsdrivende tror fejlagtigt, at UdviklingVejen kun er for de helt store industrivirksomheder. Men i tøjbutikken Mads & Stine i Vejen har indehaver Anders Peter Orht fundet en medspiller, der giver ro i maven, når de svære beslutninger skal tages.

Detailhandlen er bygget af gode købmænd. Men i en mindre eller mellemstor butik skal man være ekspert i alt: indkøb, salg, bogholderi, jura og personaleledelse. Man står ofte som “Palle alene i verden”, når udfordringerne tårner sig op. Sådan behøver det dog ikke at være.

Anders Peter Orht, der har drevet modebutikken Mads & Stine siden midten af 80’erne, har for nylig mærket værdien af at have en stærk medspiller i ryggen. Netop da han skulle finde en ny lærling blandt fem unge kandidater, havde UdviklingVejen selv henvendt sig.

Professionelle øjne på en uvant situation

Det var Annette fra UdviklingVejen, der trådte til som ekstern HR-partner. Hun deltog i samtalerne og hjalp med at spotte de rigtige kompetencer hos de unge ansøgere.

“Annette sagde med det samme: ‘Det kan jeg hjælpe med, jeg er HR’. Det betød, at jeg kunne sænke skuldrene i en situation, der var uvant for mig,” fortæller Anders Peter Orht.

“Det var guld værd at få nogle professionelle øjne på, især fra én der kender de unge mennesker og de mange muligheder, der findes i dag.”

For Anders Peter handler det om tryghed. Ved at få hjælp til rekrutteringen sikrede han, at den kemi og faglighed, der kræves i en specialbutik med fokus på service, var på plads fra start.

Ikke kun for de store

Historien om Mads & Stine er et skoleeksempel på det, direktør i UdviklingVejen, Martin Svane, gerne vil have flere detailhandlere og små virksomheder til at indse: Hjælpen er lige ved hånden – uanset om man har én eller hundrede ansatte.

“Vi er her for det brede erhvervsliv. Mange tror, vi kun er til for de store, men vi hjælper i den grad også enkeltmandsvirksomheder og butikker med få ansatte. De kan få et enormt udbytte af vores services,” fastslår Martin Svane.

Han peger på alt fra hjælp til digitalisering og AI til mere jordnære emner som moms, told, nye emballageregler og struktur på hverdagen.

En “blæksprutte” behøver ikke være alene

En af de nyeste satsninger er det såkaldte “Blæksprutte-netværk”. Det er skræddersyet til små virksomheder, hvor ejeren eller en administrativ medarbejder sidder med mange forskellige opgaver på én gang.

“I mindre virksomheder skal man jo det hele. Især bogholderiet og det administrative vil vi gerne slippe for at bruge for meget tid på,” siger Anders Peter Orht.

Han ser store perspektiver i et tættere samarbejde og nævner blandt andet generationsskifte, APV-registrering og muligheden for at søge fondsmidler som områder, hvor UdviklingVejen kan gøre en stor forskel.

En medspiller i hverdagen

For Anders Peter Orht, der i dag har fem ansatte i Vejen, handler medlemskabet også om fællesskab.

“Man kommer til at føle, at man er med i en større familie. Man får et netværk at snakke med, og det er især vigtigt for nye virksomheder.”

“Vi er gode købmænd, men vi er ikke eksperter i alt. Derfor er det rart at vide, at hvis vi har et problem, så kan vi finde løsningen sammen med UdviklingVejen,” slutter han.

Læs mere hos UdviklingVejen om erhvervsvagten og netværk.

+45 7384 8500
info@udviklingvejen.dk
Facebook
Linkedin